Af Benjamin Damon
En boghandel i Paris er en af den slags film, som ret præcist holder, hvad den lover. Den handler meget bogstaveligt om … en boghandel i Paris. Hvis man alligevel var i tvivl, får man konstant serveret nærmest parodiske skud af det lokale og ihh-så-hyggelige parisermiljø, hvor blomsterhandleren er venner med bageren, som er venner med vores hovedperson, Vincenzo (Sergio Castellitto). Som om det ikke var nok, får vi sørme også glæden af Eiffeltårnet adskillige gange, og det hele smøres ind i lalleglad baggrundsjazz. Mine damer og herrer, den er god nok: vi er i Paris!
Vincenzo er indehaveren af filmens ubestridte omdrejningspunkt, boghandlen, som er en af de eneste lokationer, vi præsenteres for – til et punkt, hvor man til sidst føler, at man kender den bedre end sit eget hjem. Biksen kører tilsyneladende godt, og italienske Vincenzo føler sig hjemme i det ufarlige nærmiljø, hvor han har trofaste kunder og generelt synes at være glad for sit liv.
Der er dog noget, der vejer tungt på hans skuldre. Vincenzo har nemlig en datter, Albertine (Matilda De Angelis), som er stærkt handicappet og hverken kan gå eller tale, efter at hun var ude for en forfærdelig ulykke tidligere i sit liv. Hun bruger hver eneste dag oppe på førstesalen, hvor hun enten får tiden til at gå med at kigge på sit akvarium eller ud ad vinduet på det romantiske Paris.
Både Vincenzo og Albertine kører altså rundt i en trummerum, der måske fungerer, men som er dræbende ensformig og deprimerende triviel.
Det kan man naturligvis ikke lave en film om, medmindre man hedder Chantal Akerman eller Roy Andersson, så manusforfatter, den nu afdøde Ettore Scola, fletter den udfarende og nærgående Yolande (Bérénice Bejo) ind i historien. En tilfældig dag vælter hun ind i Vincenzos boghandel og råber op om sin hund, der tilsyneladende er løbet bort, og som hun, af uransagelige årsager, mener skulle have åbnet døren og løbet ind og gemt sig i butikken.
Allerede her, i de første minutter af vores bekendtskab med Yolande, begynder det at blive svært at holde hende ud. Karakteren er simpelthen hysterisk anstrengende, og det er som om, at hendes facon smitter af på Vincenzo, som ligeledes bliver mere og mere intetsigende, som historien skrider frem. Bejo, som var nomineret til en Oscar for The Artist (2011), er overspillende og teatralsk, hvilket generelt kan siges om mange af filmens karakterer.
En boghandel i Paris fremstår faktisk mest af alt som et teaterstykke, der på klodset og usexet vis er blevet filmatiseret af instruktør og hovedrolleindehaver, Sergio Castellitto. Kærlighedshistorien mellem Vincenzo og Yolande er konstant bølgende; det ene moment kan han ikke holde hende ud, fordi hun udfordrer ham og overskrider hans grænser, det næste øjeblik længes han efter hende og er smaskforelsket. Aldrig er man investeret.
Vincenzos forhold til sin datter, Albertine, er også dybt mærkværdigt og bliver aldrig udfoldet tilstrækkeligt. Man får indtryk af, at han i mange år har gjort sit bedste for at passe på hende, men samtidig har begrænset hende fra et leve et liv. Der er potentiale til en gribende fortælling. Men Matilda De Angelis’ upåvirkelige, udtryksløse ansigt er umuligt at interessere sig videre for, selvom vi får smidt komiske, filmskole-agtige flashbacks i hovedet fra hendes fortid som glad rulleskøjtepige.
Der er mikroskopiske momenter af god dialog med et glimt i øjet, men den gyldne balance mellem det decideret kedelige og overdrevet teatralske rammes så sjældent, at 90 minutter i Vincenzos boghandel føles som en evighed. Selv ikke Nina Simones guddommelige Stars kan sprede stjernestøv over dette fransk/italienske makværk.
Kommentarer